Tallerkner med Guldkant

Smukke vintage tallerkner med guldkant har en helt særlig eksklusivitet over sig. De giver middagsbordet stil og finesse. De er smukke til mere festlige lejligheder, som eksempelvis jul og nytår, eller når hverdagen trænger til et pift.

 

Kom først til de bedste fund!

Tilmeld dig nyhedsbrevet i dag, og få 24 timers forspring til alle mine loppefund før de frigives på shoppen.

Please wait...

Jeg glæder mig til at vise dig min næste vintage lancering af smukke fund, som er nu på søndag - Vi snakkes ved...

 

Ny lancering hver søndag morgen – Du kan altid afmelde dig!

Hvid tallerken med guldkant

Noget af det mest elegante og eksklusive, som man kan vælge til sin borddækning, er efter min mening en smuk hvid tallerken med guldkant. Det helt simple og lette udtryk giver middagsbordet et enkelt udtryk, og det er pænt, især til de mere særlige lejligheder som jule- og nytårsmiddagene. Men du behøver ikke gemme dine tallerkner med guldkant til de særlige lejligheder alene. Det var især en ting i gamle dage, hvor man gemte det pæne porcelæn til, når der kom fine gæster. I dag skal man bruge sit yndlings porcelæn og nyde det hver dag, hvis man har lyst. De hvide tallerkner med guldkant er nemlig nemme at style i sin borddækning, fordi de passer til det meste.

Den sarte guldkant giver det fineste vintage look, og den må gerne have lidt let slid og patina, det styrker kun vintage følelsen og det at tallerkenen har en historie. Oftest kommer de også med dekorative swirl-kanter, gennembrudte blondekanter eller smukke vintage blomstermotiver, som kun gør dem endnu mere sjældne og særlige.

Gamle tallerkner med guldkant & udskæringer

Smukke gamle tallerkner med guldkant og mønster i porcelænet finder man fra det danske porcelænsmærke Bing & Grøndahl. Bing & Grøndahl var en porcelænsfabrik, der lå på Vesterbrogade i København, og som blev stiftet i 1853 af to brødre. Man kender dem nok bedst for de klassiske blå juleplatter og det meget genkendelige Mågestellet. Bing & Grøndahl blev i 1987 sammenlagt med Royal Copenhagen. Personligt er jeg ikke vild med hverken juleplatterne eller Mågestellet, det er lidt for gammeldags.

Jeg er derimod meget vild med deres mere enkle og meget smukke hvide eller cremefarvede tallerkner med guldkant. Tallerknerne har de smukkeste udskæringer og facetter i porcelænet, som sammen med den smukke guldkant giver et eksklusivt og festligt look. De er enkle, elegante og stemningsfulde, og sammen med det rigtige service og tilbehør til bordet får du et indbydende bord både til jul og nytår. Tallerknerne har en lækker solid kvalitet, som man lavede det i de gode gamle dage.

Kan tallerkner med guldkant tåle opvaskemaskine?

Jeg bliver ofte spurgt, om de fine vintage tallerkner med guldkant kan tåle at blive vasket i opvaskemaskinen. Mit svar er altid, at hvis man vil passe godt på sine tallerkner og service helt generelt, så er en håndvask den mest skånsomme løsning. De smukke guldkanter vil over tid miste deres farve, når de bliver vasket i opvaskemaskinen. Mit korte svar er dette: Ja, de kan tåle opvaskemaskinen, hvis du kun bruger dem få gange om året, f.eks. ved højtider som jul, nytår, mortensaften osv. Det er trods alt en god kvalitet. Jeg giver dem altid en vask på et skåneprogram, som ikke vasker så længe, ved 65 grader, når jeg skal klargøre dem til salg, for at teste guldkanten.

Bruger du dem derimod hver dag, vil jeg altid anbefale, at du vasker dem i hånden, så du kan bevare deres skønhed og de fine guldkanter så længe som muligt.