Hvorfor føles nogle hjem bare rigtige?
Du kender måske følelsen. Du træder ind i et hjem, hvor alt egentlig er smukt. Farverne passer sammen, møblerne er velvalgte, og der er ryddeligt og roligt. Alligevel mangler der noget.
Det er ikke nødvendigvis flere ting, flere farver eller dyrere møbler, der skal til.
Det, der ofte gør forskellen, er kontraster.
Det er mødet mellem den varme træsort og den kølige keramik. Mellem bløde tekstiler og hårde overflader. Mellem dybe jordfarver og lyse nuancer. Mellem grafiske mønstre og organiske former. Det er netop de små modsætninger, der får øjet til at vandre – og får et rum til at føles levende, personligt og gennemtænkt.
I dette hjem har vi arbejdet bevidst med farve, materiale og mønstre for at skabe den balance, hvor ingenting føles tilfældigt, men hvor alt heller ikke bliver for perfekt.
For det interessante hjem er sjældent det hjem, hvor alting matcher.
Det er hjemmet, hvor tingene tør spille op mod hinanden.
Her viser vi dig præcis, hvordan du gør.
Skab en interessant billedvæg gæsterne husker
En billedvæg behøver ikke begynde med en perfekt samling af billeder. Faktisk kan det være langt mere interessant at gøre det modsatte.
I denne stue er udgangspunktet en smuk vintage keramikmaske. Et fund med både form, historie og personlighed, som får lov til at være det element, resten af billedvæggen bygger omkring.
I stedet for at finde fem eller seks billeder, der matcher hinanden, har vi ladet masken sætte retningen for resten. Omkring den er der kommet kunst og billeder i forskellige størrelser, udtryk og rammer – nogle i varmt træ, andre med mørkere kontrast.
Det er netop forskellene, der gør væggen interessant.
Den varme keramik spiller sammen med trærammerne. De mørke motiver giver tyngde. De lyse passepartouter skaber luft. Og fordi masken ikke er et billede, men et tredimensionelt objekt, bryder den den flade billedvæg og giver den endnu mere liv.
Det er kontrasterne, der gør, at øjet bliver ved med at gå på opdagelse.

Hvorfor virker det?
Det ville være nemt at lave en billedvæg, hvor alle rammer er ens, alle billeder har samme farveskala, og afstanden mellem dem er helt perfekt.
Men så risikerer den også at føles lidt for pæn.
Her er der i stedet skabt en balance mellem ro og variation.
Farverne ligger stadig i den samme varme, afdæmpede palette, så væggen føles harmonisk. Men formerne, størrelserne, motiverne og materialerne varierer.
Det er en vigtig indretningsregel:
Du behøver ikke få alt til at matche. Du skal få tingene til at hænge sammen.
Og netop her bliver vintagefundet det, der giver billedvæggen personlighed. Masken føles ikke som pynt, der er købt for at fylde en tom væg. Den føles som et fund, man har forelsket sig i – og bygget videre på.
Sådan sammensætter du en billedvæg, der føles personlig
En flot billedvæg handler ikke om, at alle rammer skal være ens. Tværtimod. Det er blandingen af farver, materialer, størrelser og former, der gør den interessant.
Start med ét element, du virkelig gerne vil fremhæve. Her er det den vintage keramik maske, som bliver billedvæggens blikfang. Når du har fundet dét stykke, kan du begynde at bygge resten op omkring det.
1. Lad ét fund sætte retningen

Vælg først dit vigtigste vintagefund. Det kan være en maske, et relief eller et andet dekorativt objekt.
Placér det ikke nødvendigvis midt på væggen. Tænk i stedet på det som ankeret, som resten af kompositionen skal balancere omkring.
2. Bland rammerne
Vælg ikke kun én type ramme. Det er netop kontrasten, der gør billedvæggen levende.
Her har jeg blandet lyst egetræ, mørkt træ, sort og guldfarvede rammer. Det giver billedvæggen både varme, dybde og et mere personligt udtryk.
Men der skal stadig være en rød tråd. Vælg derfor gerne rammer med materialer eller farver, der allerede findes andre steder i rummet eller i billedvæggen. Her går materialer og farver nuancer igen i billederne, gulvet, skamlen osv…
3. Skab variation i størrelserne
Bland store og små billeder i stedet for at lave et perfekt gitter. Et stort billede giver ro og tyngde, mens de mindre billeder og masken skaber detaljer, som øjet kan gå på opdagelse i.
Prøv at placere de forskellige størrelser, så de balancerer hinanden – frem for at alle de store billeder ligger samlet i den ene side.
4. Gentag farverne
Du behøver ikke have mange farver på en billedvæg. Faktisk fungerer den ofte bedst med få.
Kig på de farver, der allerede findes i rummet, og gentag dem i kunsten og rammerne. Her er det især de varme brune, beige, sorte og gyldne nuancer, der binder det hele sammen.
Det er kontrast i materialerne og formerne – ikke et væld af farver – der skaber interessen.
5. Husk det, der står under billedvæggen
Billedvæggen skal ikke ses isoleret. Tænk også på møblet under den.
Her fungerer den gamle træbænk som en naturlig base for billedvæggen. Dens mørke træ og flettede sæde tilfører endnu et materiale, som spiller sammen med rammerne og keramikken.
Det er netop sådan, du får et hjem til at føles gennemtænkt:
Lad materialer, farver og former gå igen flere steder – men aldrig på præcis samme måde.
Så bliver resultatet harmonisk uden at blive kedeligt.
Lær hvordan du skal indrette dine hylder

I den indbyggede reol i stuen har jeg igen taget udgangspunkt i ét særligt vintagefund: den skulpturelle keramikfigur, som jeg fandt i området omkring Bologna i Norditalien.
Og det er netop sådan, jeg synes, man skal indrette en reol. Ikke ved at fylde hver hylde med pynt, men ved at lade ét interessant fund være udgangspunktet og derefter skabe ro omkring det.
Figuren har en rå, næsten skulpturel overflade og en varm terrakottafarve. Derfor har jeg valgt at lade den stå relativt enkelt – omgivet af få ting, der understøtter den uden at konkurrere om opmærksomheden.
Sådan skaber du en interessant reol
Start med det vigtigste.
Find det ene objekt, du gerne vil have øjet til at lande på. Det kan være en vintagefigur, en gammel vase, en særlig skål eller et andet fund med personlighed.
Placer det derefter ikke nødvendigvis midt på hylden. Giv det luft omkring sig, så formen får lov til at træde frem.

Byg så videre med forskellige højder, former og materialer. Her er keramik figuren kombineret med bøger, en skål, en vase og små dekorative objekter. Det skaber variation, uden at reolen føles rodet.
Tænk i tre ting: højde, materiale og luft
En god tommelfingerregel er at undgå, at alle ting står på samme niveau. Lad nogle ting stå direkte på hylden, mens andre får højde ved at blive placeret oven på et par bøger.
Bøgerne er samtidig perfekte til at skabe farve- og materiale kontraster. De lyse omslag giver ro omkring den mørke keramik, mens træ, keramik og papir tilfører forskellige overflader.
Og vigtigst af alt: lad nogle områder stå næsten tomme.
Det er den tomme plads, der får de ting, du virkelig holder af, til at virke mere eksklusive.
En reol bliver ikke interessant af mange ting. Den bliver interessant af de rigtige ting.
Her får den italienske keramik figur lov til at være hovedpersonen.
Når borddækningen bliver en del af indretningen
Et smukt dækket bord behøver ikke være perfekt. Faktisk bliver det ofte langt mere interessant, når du tør blande farver, materialer, mønstre og gamle fund.
Her har jeg ladet den smukke vintage keramik terrin med de smukke margueritter være bordets hovedperson. Den har en stærk form og et dekorativt mønster, så resten af borddækningen skal ikke konkurrere med den – men understøtte den.

Sammen med terrinen har jeg valgt de smukke Søholm-tallerkener, som med deres mørkeblå, grafiske kant tilfører et helt andet udtryk. Det er netop kontrasten mellem terrinens bløde, organiske mønster og tallerkenernes mere grafiske dekoration, der gør bordet levende.
Sådan dækker du et interessant bord
Start med ét særligt fund.
Det kan være en gammel terrin, et stort fad, en vase eller en smuk skål. Lad det være bordets blikfang, og byg resten af bordet op omkring det.

Derefter skal du tænke i gentagelser og kontraster.
Her går de varme brune nuancer fra stolene omkring bordet igen i bestikkets træskafter. De lysegrå tallerkener og hørdugen skaber ro, mens de mørke detaljer giver kontrast.
Jeg har brugt glas, messing, keramik, træ og hør. Når materialerne varierer, bliver bordet mere sanseligt og interessant – selvom farvepaletten er forholdsvis afdæmpet.
Bland det gamle med det enkle
Det er også her, vintage virkelig kan noget.
Du behøver ikke finde et komplet gammelt stel, hvor alt passer sammen. Tværtimod. Et enkelt moderne glas eller et klassisk bestik kan sagtens stå sammen med gamle Søholm-tallerkener og en vintage terrin.

Det er blandingen, der giver bordet personlighed.
Til sidst har jeg bundet det hele sammen med blomster og små grønne grene, som du ikke nødvendigvis behøver. Buketten tilfører noget organisk og levende, som står smukt mod de mere faste former i keramikken.
Mit bedste råd er derfor: Lad være med at forsøge at få alt til at matche. Find i stedet ét eller to smukke vintagefund, du elsker, og lad resten af bordet spille op imod dem.
Det er sådan, du går fra et pænt bord til et bord, man får lyst til at sætte sig ved.
Når modsætninger mødes og skaber en magisk stemning
Et orangeri har allerede masser af karakter med de store vinduespartier og det naturlige lys. Men uden de rigtige kontraster kan rummet hurtigt komme til at føles lidt for ensartet – mange glasflader, lige linjer og hårde overflader.

Her har jeg derfor arbejdet bevidst med at tilføre bløde former, varme materialer og forskellige strukturer.
Det første vintagefund er den smukke fletskammel, som tilfører både farve og struktur. Den brune flet går igen i stolene omkring bordet, mens kurvesofaen på den anden side af bordet tilfører endnu mere organisk tekstur.
Men det er ikke kun møblerne, der skaber kontrasten.
Når gulvet bryder de lige linjer
I stedet for et traditionelt gulv har vi valgt fliser lagt i sildebensmønster. Det giver rummet et helt andet visuelt udtryk.
De sorte sprosser i orangeriets vinduer skaber mange lige, grafiske linjer. Sildebensmønsteret bryder dem og tilfører bevægelse, uden at det føles uroligt.
Det er et godt trick at tage med sig:
Når et rum har mange lige linjer, så tilføj noget organisk eller et mønster, der bryder dem.
Det kan være et sildebensgulv, et rundt bord, en stor organisk vase eller møbler med bløde former.
Den bløde kontrast kommer fra oven
Over spisebordet har vi valgt flere rislamper i forskellige størrelser.
De lette, runde former står i smuk kontrast til de sorte vinduesrammer og det kraftige træ i bordet. Samtidig filtrerer rispapiret lyset og giver rummet en varm og blød stemning.

Og netop belysningen er let at undervurdere.
Et rum kan være smukt indrettet, men det er ofte lyset, der afgør, om det føles hyggeligt. Her bliver lamperne derfor ikke bare praktiske – de er en vigtig del af indretningen.
Sådan skaber du selv kontraster
Når du indretter et rum, så kig efter det, der gentager sig for meget.
Er der mange hårde overflader? Tilføj flet, tekstiler eller træ.
Er der mange lige linjer? Tilføj runde og organiske former.
Er farverne meget lyse? Tilføj enkelte mørke elementer.
Er møblerne tunge? Tilføj noget let og luftigt.
Det er ikke nødvendigvis mere, du skal tilføje. Det handler om at tilføje det modsatte.
Det er netop mødet mellem det hårde og bløde, det mørke og lyse, det lige og organiske, der gør dette orangeri interessant – og samtidig utrolig hyggeligt.
Sådan skaber du en seng, du har lyst til at synke ned i
Soveværelset skal føles roligt – men roligt behøver bestemt ikke betyde kedeligt.
Her har vi taget udgangspunkt i en af de ting, der virkelig giver rummet personlighed: en smuk italiensk vintage lampe fra området omkring Bologna. Lampens organiske form og varme glasdetaljer tilfører noget skulpturelt til det ellers rolige soveværelse og bliver et lille kunstværk i sig selv.
Men det er især sengen, der viser, hvordan du kan arbejde med kontraster i et rum, hvor stemningen gerne må være blød.

Start med en rolig base
Når du bygger en seng op, er det fristende at vælge sengetøj, puder og tæppe i præcis samme farve. Men resultatet bliver ofte lidt fladt.
Her har vi i stedet holdt basen i varme, naturlige nuancer og derefter bygget lag på lag.
Det lyse sengetøj giver ro. Det brune sengetæppe tilfører varme og tyngde, mens puderne skaber variation i både farve, størrelse og tekstur.
Det er ikke store farvekontraster, der er nødvendige. Små forskelle i nuancer kan være nok til at skabe dybde.
Sådan bygger du den perfekte pudeopsætning
En god seng handler ikke om at fylde den med flest mulige puder. Det handler om at skabe forskellige højder og størrelser.
Start med de største puder bagerst. Læg derefter mindre puder foran, og afslut eventuelt med én mindre pude med et mønster eller en særlig tekstur.
Her fungerer den mønstrede pude som et lille blikfang mellem de mere rolige puder.
Prøv også at blande materialer. Hør, quilt, bomuld og teksturerede tekstiler giver hver deres udtryk, selv når farverne ligger tæt på hinanden.
Brug mønster som krydderi

Læg mærke til den stribede pude og den mønstrede pude. De tilfører noget grafisk til alle de rolige, ensfarvede tekstiler.
Det er et godt trick, hvis du gerne vil have et harmonisk soveværelse:
Lad størstedelen være rolig – og brug mønstre i små doser.
Et enkelt mønster kan faktisk være nok til at få hele sengen til at føles mere gennemtænkt.
Og så er der vintagefundet
Den italienske lampe er et godt eksempel på, hvorfor ét særligt vintagefund kan gøre så meget.
Den har en helt anden form end sengens bløde tekstiler. Metal lampen står i kontrast til de lyse vægge og tekstiler, mens det varme glas spiller sammen med de brune nuancer i sengen og træmøblerne.
Det er kontrasten mellem det bløde og det skulpturelle, der gør soveværelset interessant.
Du behøver derfor ikke dekorere hele soveværelset med vintage. Find hellere ét eller to fund med personlighed, og lad dem få plads.
Det er ofte dét, der gør forskellen mellem et soveværelse, der bare er pænt – og et soveværelse, der føles som dit.
Jeg håber, du har fået inspiration til hvordan du kan forvandle dit hjem, med smukke vintage ideer til indretningen.
Har du spørgsmål eller brug for ideer til indretning med vintagefund, er du altid velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte mig direkte.

Af Simon Svensson

