Der findes smukke murermestervillaer. Og så findes der dem, man ikke har lyst til at forlade.
Du kender sikkert følelsen.
Du træder ind i et hus, hvor der egentlig ikke er noget, der råber højt. Ingen designklassikere stillet op som trofæer. Ingen perfekt farvekoordinerede hylder. Alligevel bliver du stående lidt længere. Du kigger en ekstra gang. Du får lyst til at gå på opdagelse.
Det er den slags hjem, der bliver hængende i hukommelsen.
Hemmeligheden er sjældent en større renovering eller et ubegrænset budget. Tværtimod. Det handler om at udvælge fund man elsker, og som giver en noget særligt, når man kigger på dem.
Gamle blomster malerier kan få en anonym entré til at føles som begyndelsen på en fortælling. En slidt værktøjsreol kan blive køkkenets smukkeste møbel. Og en lille håndmodelleret keramikhånd kan gøre et kontor langt mere personligt og interessant end den klassiske designlampe.
Det er kontrasterne mellem det elegante og det slidte. Mellem det enkle og det uventede. Mellem arkitekturen fra 1930’erne og de fund, ingen andre har.
I denne guide tager jeg dig med gennem murermestervillaens rum og viser, hvordan ganske få velvalgte vintagefund kan forvandle et smukt hus til et hjem med karakter.
For det er sjældent de store møbler, man husker.
Det er detaljerne.
Entréen – Skab en væg, man ikke kan gå forbi

Det første rum i en murermestervilla fortjener mere end et spejl og en knagerække.
Entréen er husets første indtryk, og derfor er det også her, du har den største mulighed for at sætte stemningen. I stedet for at lade væggene stå tomme valgte jeg at skabe en hel gallerivæg med gamle blomstermalerier. Resultatet er en entré, der næsten føles som at træde ind i et lille galleri, hvor øjnene hele tiden finder nye detaljer.
Hele væggen tager udgangspunkt i ét ganske særligt fund.
Det startede med et enkelt vintage blomster maleri, fundet på en tur i Sverige. Motivet er klassisk – tre blomster i en enkel vase – men farverne gør noget helt særligt. De støvede blå, varme okkernuancer og bløde grønne toner giver maleriet en ro, som passer overraskende godt ind i denne gamle murermestervilla. Det er netop den slags kunst, der ikke forsøger at stjæle opmærksomheden, men som alligevel bliver ved med at trække blikket tilbage.
Da det kom op på væggen, blev det hurtigt klart, at det fortjente selskab.

I stedet for at bruge billeder, der lignede alle andres, begyndte jeg at samle forskellige blomster malerier med hver deres udtryk. Nogle er mørke og dramatiske, andre lette og romantiske. Fælles for dem er, at de fortæller den samme historie, uden at være ens.
Det er netop mængden og variationen, der gør væggen levende.
Når mange malerier med samme motiv samles, opstår der en intensitet, som ét stort billede aldrig kan skabe. Væggen bliver næsten som en installation, hvor man hele tiden opdager nye penselstrøg, farver og rammer. Det giver entréen karakter og gør den til langt mere end et rum, man bare går igennem.
Se alle mine gamle blomster malerier her.
Tag idéen med hjem
- Vælg ét maleri, du virkelig forelsker dig i, og lad det være udgangspunktet for resten af samlingen.
- Hold dig til ét motiv – blomster, landskaber eller portrætter – men lad størrelser, rammer og kunstnere variere.
- Lad farverne fra det ene maleri gå igen, i så mange af malerierne som muligt, men husk kontrasten mellem det mørke og lyse skaber dybde og får væggen til at virke mere levende.
- Hæng billederne tættere, end du umiddelbart tror. En tæt ophængning får dem til at opleves som én samlet fortælling frem for mange enkeltstående billeder.
- Vælg gerne vintagekunst med patina. Små brugsspor og ældre rammer giver præcis den varme og autenticitet, som klæder murermestervillaens klassiske arkitektur.
Køkkenet – Giv køkkenet sjæl med en gammel værktøjsreol

De mest interessante køkkener er sjældent dem, hvor alting matcher.
Det er dem, hvor man stopper op og tænker: “Hvor kommer den fra?”
Netop den reaktion ønskede jeg at skabe. Derfor faldt valget ikke på åbne egetræshylder eller den klassiske kopreol, men på en kæmpe værktøjsreol i mørkt træ. Et møbel, der i mange år har været en del af et værksted, og som nu har fået et helt nyt liv som kopreol.
Det er kontrasten, der gør hele forskellen.

Hvor køkkenet består af lyse vægge, klassiske detaljer, marmor og varme træfronter, tilfører den mørke reol en tyngde og karakter, som får rummet til at føles mere levende. Den rå patina står i smuk kontrast til de elegante materialer, og netop mødet mellem det industrielle og det klassiske gør indretningen langt mere interessant.
Det bedste vintagefund er ofte det, der aldrig var tænkt til formålet.
En gammel værktøjsreol er skabt til orden. Hvert lille rum har haft sin funktion, men i dag rummer de håndlavede keramik krus, arvede kaffekopper og små fund, der fortæller historien om dem, der bor i huset. Det giver reolen et udtryk, som ikke kan købes færdigt.
Og måske er det netop dét, der gør den så dragende.

Jo tættere du kommer på reolen, desto flere detaljer opdager du. Små mærker efter et langt arbejdsliv, slidte kanter og den dybe glød i det mørke træ vidner om et møbel, der har haft et liv længe før, det flyttede ind i køkkenet. Den historie kan mærkes – og den er med til at give rummet en autenticitet, som nye møbler sjældent kan efterligne.
Tag idéen med hjem
- Kig efter møbler uden for deres oprindelige formål. En værktøjsreol, arkivskab eller gammel apotekerreol kan blive køkkenets mest personlige element.
- Lad patinaen blive. Små ridser, mærker og slid er en del af fortællingen og gør møblet endnu smukkere.
- Fyld ikke alle rummene op. Når enkelte rum står tomme, får reolen et lettere udtryk, og de udvalgte genstande kommer mere til deres ret.
- Sammensæt kopper og keramik i forskellige former, glasurer og farver. Det skaber et levende udtryk uden at virke rodet.
- Lad ét markant vintagefund være rummets omdrejningspunkt. Når ét vintagefund får lov til at stjæle opmærksomheden, får resten af indretningen ro.
Et køkken bliver først virkelig interessant, når det rummer noget uventet. En gammel værktøjsreol er ikke bare opbevaring – den er et samtaleemne, et stykke genbrugshistorie og et bevis på, at de smukkeste løsninger ofte opstår, når man ser muligheder ingen andre tænkt på.
Soveværelset – Skab spænding med kontraster på væggen

Et soveværelse må gerne føles roligt, men ro behøver ikke være ensbetydende med, at alting er ens.
Her hænger et stort abstrakt maleri i bløde, neutrale nuancer over sengen. Linjerne er enkle, farvepaletten afdæmpet, og udtrykket moderne. Ved siden af har jeg valgt at hænge et gammelt håndlavet keramikfad op – et fund med en bred rustik brun kant, en mat støvet blå glasur og masser af struktur.
Det er netop mødet mellem de to udtryk, der skaber noget særligt.
Hvor maleriet tilfører ro og luft, bringer keramikken varme, dybde og et håndlavet præg ind i rummet. Den organiske form bryder de lige linjer, og den dybe blå glasur bliver et naturligt blikfang uden at forstyrre den rolige stemning, som et soveværelse skal have.

Det er et godt eksempel på, at forskellige materialer ofte spiller bedre sammen end to værker i samme stil. Kunst behøver ikke kun være lærred. Keramik kan tilføre væggen en tredje dimension, som gør indretningen mere levende og personlig.
Tag idéen med hjem
- Kombinér moderne kunst med håndlavet vintage keramik – kontrasten giver væggen karakter.
- Lad keramikken hænge med lidt luft omkring sig. Den fungerer bedst som et bevidst udvalgt element og ikke som en del af en tæt billedvæg.
- Gentag gerne en farve fra keramikken i rummet. Her binder den støvede blå glasur diskret resten af indretningen sammen.
“Noget af det mest interessante i en murermestervilla opstår, når forskellige tidsperioder mødes. Det moderne maleri og det gamle keramikfad konkurrerer ikke om opmærksomheden – de løfter hinanden og skaber en væg, der føles både rolig, personlig og gennemført.”
Badeværelset – Gør opbevaring til en del af indretningen

På et badeværelse er opbevaring en nødvendighed. Men den behøver ikke gemmes væk.
Her har jeg valgt en stor vintage fletkurv under vasken til familiens håndklæder. Den klassiske pileflet tilfører varme og blødhed til rummet og skaber en smuk kontrast til badeværelsets kølige materialer som marmor, glas og stål.
Det er et enkelt greb, men det gør en stor forskel. I stedet for at håndklæderne gemmes bag en låge, bliver de en del af indretningen, hvor de bløde tekstiler og den smukke patinerede kurv tilfører badeværelset en mere afslappet og hjemlig stemning.

Tag idéen med hjem
- Brug en stor vintagekurv til håndklæder, så praktisk opbevaring også bliver dekorativ.
- Kombinér naturmaterialer som pileflet med marmor, glas og metal for at skabe varme og balance.
- Rul eller fold håndklæderne pænt – det giver et roligt og eksklusivt udtryk.
Et badeværelse kan hurtigt komme til at føles klinisk. En gammel flettet kurv tilfører den varme, patina og personlighed, som gør rummet mere indbydende – og viser, at selv de mest praktiske løsninger kan være en smuk del af indretningen.
Kontoret – Lad kunsten stå midt på skrivebordet

Et inspirerende hjemmekontor handler ikke kun om funktion. Det skal også vække nysgerrighed.
Her har jeg valgt at lade en lille håndlavet keramik hånd få plads på det klassiske teaktræs skrivebord. Den er rå, skulpturel og fuld af personlighed – præcis den type fund, der får rummet til at skille sig ud. Hvor mange ville vælge endnu en designerlampe eller en stilren kontor accessory, tilfører den gamle keramik skulptur noget langt mere interessant.

Den varme brune ler står smukt til teaktræets glød og skaber en fin kontrast til de enkle linjer, det moderne abstrakte maleri og den klassiske arkitektur. Skulpturen bliver et lille kunstværk i sig selv og minder om, at et kontor gerne må være et rum, der inspirerer – ikke kun et sted, hvor man arbejder.
Tag idéen med hjem
- Vælg ét skulpturelt vintagefund frem for flere små pyntegenstande.
- Kombinér organiske former med klassiske møbler og moderne kunst – kontrasterne skaber personlighed.
- Lad fundet få en central placering på skrivebordet, hvor det kan opleves fra flere vinkler og tilføre rummet et kunstnerisk udtryk.
De mest mindeværdige hjem er dem, hvor man møder noget uventet. En håndlavet keramikhånd er ikke bare en dekoration – den tilfører kontoret en kunstnerisk nerve og understreger, at personlig indretning ofte handler om at turde vælge det, ingen andre har.
Jeg håber, du har fået inspiration til hvordan du kan forvandle en gammel murermestervilla, med smukke vintage ideer til indretningen.
Har du spørgsmål eller brug for ideer til indretning med vintagefund, er du altid velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte mig direkte.

Af Simon Svensson

