Vil du have et færdigindrettet hjem, der føles mere hyggeligt og interessant?
Hver uge får ét hjem vores fulde opmærksomhed. Måske bliver det dit? Skriv dig op nu, og kom samtidig først til vores vintagefund og inspirations artikler hver søndag kl. 9.
DET FÅR DU MED
Upload billeder af dit hjem, og kom hver uge i betragtning til vores næste inspirations artikel, hvor vi forvandler en af vores læseres hjem med nye idéer og spændende indretningsløsninger.
Få adgang til vores vintagefund på lanceringsdagen – før alle andre.
Få nye idéer, inspiration og spændende måder at indrette med vintagefund direkte i indbakken.
Der er noget helt særligt ved en københavner lejlighed. De høje paneler, plankegulvene, de gamle detaljer og de rum, der ikke nødvendigvis er store – men som har den helt rigtige stemning. Alligevel kræver det mere end smukke rammer at skabe et hjem, man faktisk har lyst til at være i.
Her har vi ladet lejlighedens klassiske københavner charme være udgangspunktet og givet den et mere personligt og moderne udtryk. Ikke ved at fylde den med nyt, men ved at blande nyt og gammelt, enkelt og dekorativt – og lade vintagefund få en naturlig plads i alle rummene.
Resultatet er et hjem, der føles gennemtænkt uden at være perfekt. Et sted, hvor en gammel vase, et fundet maleri eller et særligt relief kan være det, der giver rummet sjæl – og hvor de mange små kontraster tilsammen skaber den varme, afslappede elegance, som gør en københavner lejlighed til noget helt særligt, de fleste drømmer om.
Den fine balance mellem nyt, gammelt og noget helt uventet

Køkkenet var et af de rum, hvor vi med det samme vidste, hvilken retning vi ville gå i. Vi drømte om et klassisk og smukt køkken med hvide elementer, hvid marmor og messing – et udtryk, der både føles tidløst og elegant.
Men når udgangspunktet er så lyst, er det kontrasterne, der får rummet til at leve. Derfor har vi arbejdet med varme trætoner, grønne nuancer og vintagefund, som tilfører køkkenet personlighed og gør det mindre perfekt – på den helt rigtige måde.

På gulvet har vi lagt en grå løber, som giver modspil til de hvide elementer og samtidig binder de varme toner fra træet og de øvrige detaljer sammen. På døren hænger et lille blomstermaleri, som straks fanger blikket. Det er fundet i Sverige og blev valgt netop på grund af de fine, afdæmpede farver, der står smukt til køkkenets enkle udtryk. Et lille kunstværk, men med stor effekt.




Og så er der det lille italienske skuffemøbel. Det er præcis sådan et fund, vi elsker. Et gammelt træmøbel med tre små porcelænsskuffer, hvis fronter er håndmalede med blå og hvide detaljer. Det er både dekorativt og praktisk og kan bruges til alle de småting, man ellers aldrig helt ved, hvor man skal gøre af – hvidløg, elastikker, krydderiposer og den slags. Man kan næsten ikke lade være med at forestille sig, hvilket italiensk køkken det har stået i før.
På væggen over marmor vægpladen til venstre har vi sat en enkel hylde, hvor gamle keramik skåle, krukker og vinglas får lov til at stå i små, uperfekte stakke. Det giver køkkenet et mere levende udtryk og gør samtidig, at de mange hvide flader ikke føles kolde.

For os er det netop blandingen, der gør forskellen. Det nye, klassiske køkken danner den rolige base, mens vintagefundene og de varme farver tilfører sjæl, farve og historie. En grøn LED-bordlampe i marmor giver et varmt lys om aftenen, mens krydderurter, slyngplanter og det lille oliventræ ved vasken bringer lidt liv ind i rummet.
Det er måske i virkeligheden den vigtigste del af indretningen: at køkkenet ikke bare er smukt, men føles som et sted, der har været der længe – selvom det hele er nyt.
Fra praktisk stue til varm og personlig
I stuen startede vi med den store, høje lodrette radiator, som fyldte en del visuelt i rummet. Derfor lavede vi en idé til en snedkerlavet radiatorskjuler, så radiatoren bliver integreret mere naturligt i indretningen.

Det er selvfølgelig kun en idé, og her skal man undersøge nærmere, hvordan en løsning påvirker varmeudbyttet, men visuelt synes vi, det giver rigtig god mening at lade radiatoren blive en mere naturlig del af rummet.
Derefter kom der gardiner op, og det gjorde virkelig en forskel for stemningen. De tilfører både hygge og elegance og giver samtidig vinduerne en mere markant plads i rummet.
Vi fjernede også det ene af de to billeder. Ikke fordi der var noget galt med billederne, men fordi det visuelt fungerede bedre med lidt mere luft og ro omkring det enkelte kunstværk.
TV-møblet skiftede vi ud med et lidt mindre møbel i mørkt træ. Det gjorde plads til gardinerne, men vigtigst af alt skabte det en fin sammenhæng til de mørke trædetaljer, som allerede findes i spisestuen.

Og så kom der lidt ekstra hygge ind.
Vi fandt en smuk keramiklampe, som giver stuen den der lidt hotelhyggelige stemning, især når lyset bliver tændt om aftenen. Sammen med de mange forskellige puder i sofaen bliver rummet langt mere levende og interessant.
Vi har bevidst blandet puderne, så de ikke ser ud som om, de er købt som ét samlet sæt. Det er netop blandingen af forskellige teksturer, mønstre og nuancer, der giver sofaen personlighed.
På sofabordet placerede vi den gamle vintagevase, som virkelig får lov til at komme til sin ret.
Og det er faktisk et godt eksempel på, hvordan vi gerne vil bruge vintage i et hjem.

Vasen behøver ikke nødvendigvis passe perfekt til noget andet. Den må gerne skille sig lidt ud. Men når farverne samtidig går igen i resten af rummet, opstår der en naturlig sammenhæng.
Det er ofte sådan, vi synes, et hjem bliver interessant: ikke ved at alt matcher, men ved at tingene taler sammen.
Her er det de bløde gardiner, de mørke træsorter, keramikken, tekstilerne, kunsten og de gamle vintagefund, der tilsammen giver stuen en helt anden varme.
Fra en mere enkel og praktisk stue er der kommet et rum, der føles varmt, elegant og personligt – uden at vi har fyldt det med en masse nye ting.
Og måske er det netop det vigtigste: Man behøver ikke lave hele sit hjem om for at få en ny følelse.
Nogle gange skal der bare et mindre TV-møbel, nogle smukke gardiner, en lampe, flere tekstiler og ét rigtig godt vintagefund til.
Den lille detalje, der fik hele spisestuen til at hænge sammen

I spisestuen startede vi med den fine lænestol i baggrunden. Her ville vi gerne skabe et hyggeligt lille hjørne, som samtidig føltes som en naturlig del af resten af rummet. Derfor gik jagten på et sidebord, der kunne spejle sig i spisebordsstolene, kunsten på væggene og de sorte toner i puderne på bænken.
Vi fandt dette smukke og meget interessante sidebord med den mørke træplade. Det er helt sikkert et bord, der kan dele vandene – men vi synes faktisk, at det er lige præcis den slags fund, der gør et rum interessant. Det tilfører hjørnet lidt kant og gør, at det ikke bare føles som et møbel, der står for sig selv, men som en del af rummet.

Og så fandt vi det her.
Et smukt og rustikt keramik relief, som blev udgangspunktet for resten af billedvæggen. Det skulle være det stykke, der fik lov til at fylde og sætte stemningen, og derfor skulle resten af kunsten spille med uden at stjæle fokus.
Vi fandt en række forskellige billeder, som tilsammen skaber en mere personlig og levende billedvæg. Nogle er grafiske, andre mere organiske, og sammen giver de væggen den blanding af ro og personlighed, som vi synes passer så godt til rummet.
Til sidst mixede vi forskellige puder med sorte toner. De sorte detaljer spejler sig i spisebordsstolene, sidebordet og kunsten på væggen og er med til at binde de forskellige elementer sammen.

På spisebordet holdt vi stillebenet enkelt. En neutral keramikvase med grønne eucalyptus grene, to vintage messing lysestager og en lille hvid vintage marmor skål. Ikke for meget – bare nogle få ting, der tilfører varme, tekstur og liv.
Og det er faktisk lidt det, vi elsker ved at indrette med vintage. Det behøver ikke være perfekt eller ens. Det handler meget mere om at finde de ting, der spejler hinanden på tværs af rummet – i farver, materialer, former eller bare i den stemning, de skaber.
Det er ofte de små detaljer, der får et rum til at føles helt rigtigt.
Det lille mellemrum, der fik sin helt egen personlighed

Så skal vi til den lille gang, der ligger lige ud fra stuen – et af de der områder, som nemt kan ende med bare at være lidt transportetape. Men vi synes faktisk, at sådan et lille areal fortjener lidt opmærksomhed.
Vi blev inspireret af et gammelt vintage spejl, vi havde for nogle år siden, og som vi stadig synes fungerede utrolig godt i netop sådan et smalt område. Lige nu har vi et mindre spejl på lager, som måske faktisk ville gøre sig endnu bedre her, så det er i hvert fald værd at prøve af. ✨

På det lille stykke væg til højre tænkte vi, at et lille sort-hvidt familiebillede kunne være en fin detalje. Ikke noget stort eller prangende – bare et personligt element, der giver gangen lidt mere sjæl.

Vi prøvede os frem med en del forskellige ting på den lille hylde, men endte faktisk med den løsning, vi bedst kan lide: den helt simple. En fin slyngplante, der får lov til at falde ned over kanten og give lidt liv og blødhed til det ellers ret enkle område.
Og måske er det netop det, der fungerer bedst her. Ikke at fylde gangen med en masse, men at finde nogle få ting, der gør den interessant – og som samtidig binder den sammen med stuen.
Et lille kreativt frirum med plads til bøger, tanker og fordybelse

Lejlighedens sidste lille område er et hjørne i soveværelset, hvor det er tydeligt, at der foregår noget kreativt. Her ville vi skabe et sted, der føles hyggeligt og personligt – et sted, hvor tankerne kan få lov til at flyde, og hvor man har lyst til at blive siddende lidt længere.

Vi startede helt fra bunden. Den hvide bordplade blev taget ned, hylden fjernet og kontorstolen kom ud. I stedet satte vi en smuk egetræsplade op, som passer til højskabet og giver rummet mere varme. Ovenover satte vi to lange hylder i samme egetræ fra væg til væg. Det giver både masser af plads og en helt anden ro i området.

På den øverste hylde samlede vi nogle af de bøger, der allerede var i hjemmet, sammen med en smuk gammel vintage keramikvase og en lille skulptur. Det fine gamle maleri, som næsten kunne ligne et arvestykke, flyttede vi fra væggen og op på hylden, hvor det nu får selskab af flere bøger og en slyngplante, der får lov til at vokse ned fra hjørnet.

På den nederste hylde holdt vi udtrykket lyst og enkelt med neutrale bøger og keramik. Og så fandt vi denne sjældne fedtstensfigur, der sidder så fint og tænker. Et lille fund, som næsten siger det hele uden at sige noget som helst.
På skrivebordet beholdt vi den fine grønne marmor-LED-lampe, som giver et varmt og hyggeligt lys, når der skal arbejdes. Og til sidst fandt vi en smuk grøn kontorstol, som på fineste vis spejler det grønne i det gamle maleri og binder hele hjørnet sammen.
Det er blevet et lille kreativt frirum med plads til bøger, tanker og fordybelse
Synes du også, at indretning kan være svært? Så kan du udfylde formularen øverst i artiklen og være med i udvælgelsen til næste indretningsforløb.
Har du brug for hjælp her og nu, er du selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os og høre mere om de indretningsløsninger, vi tilbyder.

Af Simon Svensson


