Når frokost- eller middagsbordet skal dækkes, så er det en oplagt mulighed for rigtig at slippe kreativiteten løs.
Dekorer dit bord med unikke vintage tallerkner, skåle, bestik, pynte-genstande og tekstiler – kun fantasien sætter grænsen! Med vintagefund kan du skille dig ud og udtrykke din personlige borddækningsstil. Der findes så mange ens type-tallerkner og service, som kan købes alle vegne, men unikke vintagefund dem skal der en insats til for at finde, så dem er det ikke alle, der har!
Miks og match, måske forelsker du dig i et bestemt stel, som du vil dekorere hele dit bord med? Eller skal der mere spræl og sjov på bordet, så miks og match forskellige mærker, motiver og farver, det vil med garanti imponere dine middagsgæster!

Vintage tallerkner hvor og hvordan?
Det er dog på ingen måde let at samle de forskellige elementer til dit perfekte personlige frokost- eller middagsbord, det kan tage måneder, ja måske år…. Du skal på jagt! Du skal ud i de mange forskellige genbrugsbutikker og markeder – eller de mange fine vintageshops på Instagram. Du finder en tallerken her, en skål der, men det er jo det, der er det sjove og en fed udfordring og hele besværet værd, når du kan dække dit eget personlige bord.
Når jeg går på jagt efter vintagetallerkner og service til min webshop, så støder jeg ofte på enkle tallerkner derude, og jeg køber dem altid, så jeg løbende kan samle sammen til et sæt på 6-8-10 stk. da det ofte er det, som kunderne efterspørger. Så hvis du leder efter et bestemt stel, så er det om at hapse det hver gang, du støder på det ude i loppelandet. Lad den vilde jagt begynde.
Find din stil!
Du skal først bestemme dig for, hvad der er din stil – for nogen er det ligetil og for andre kan det være en udfordring. Heldigvis kan man i dag finde så meget god inspiration på platforme som f.eks. Instagram og Pinterest.

En enkel borddækning kan være fantastisk smuk, meget elegant og stilet. Gå efter tallerkner i enkle lyse nuancer som hvid, lysegrå eller sart lyseblå, måske med få enkle detaljer som f.eks. smukke swirlkanter på tallerknerne. Du kan evt. vælge en hvid middagstallerken og en mindre forretstallerken i en anden nuance eller med et enkelt dekorativt blomstermotiv, som de fine blomstertallerkner fra Christine Holm, som kan stå ovenpå den hvide – et fint match, stadig meget enkelt, men super dekorativt og fint. Fordelen ved den enkle borddækningstil er, at du ikke så hurtigt bliver træt af den, og den passer til det meste.



En farverig, humoristisk og tilfældig borddækning, sådan på ægte Pippi manér, det er også helt utrolig skønt og en god ice-breaker ved middagsselskabet. Miks forskellige størrelser tallerkner, farver og motiver. Måske kan den store middagstallerken være i en flot klar sprælsk farve som gul, grøn eller blå, og tilsæt så en mindre forretstallerken ovenpå med forskellige blomstermotiver, super flot! Det kan også være et farverigt bestik og- eller vandglas og vinglas i farvet glas. Igen er det kun fantasien, som sætter grænsen, leg med materialerne og motiverne.
Vintage tallerkner, en verden af farver & motiver.
Nu har jeg i et par år købt ind til min egen vintageshop på Instagram og nu webshop, og vintage tallerkner er altid utroligt populære. De tallerkner, som jeg oftest falder for, kommer fra England, Tyskland og Italien. Danmark har bestemt også nogle virkelig flotte bud f.eks. de skønne lyseblå tallerkner med forskellige blomstermotiver og swirlkanter fra Christine Holm, som er en af mine personlige favoritter. De kommer altid med mig hjem.
De italienske tallerkner er kendetegnet ved masser af knald på farverne eller med farverige striber og motiver – gerne frugt, pasta eller pizzamotiver, så skønne og stemningsfyldte. De sender en direkte til støvlelandet – solen, pastaen og de lune lyse nætter.

Fra Tyskland der går jeg altid efter de skønne hvide frokosttallerkner med pastel frugt eller fiskemotiver og med en smuk elegant swirlkant til min webshop, de er altid vældig populære.


De engelske vintagetallerkner er ofte ret bastante i kvaliteten og med fine motiver f.eks. blomster, men slet ikke så farverige og vilde, som de italienske og spanske.
Ja, og så er der alle de tallerkner uden oprindelse altså dem uden “afsender” på undersiden. Det er ofte de mest fantastiske. De er ofte hvide eller lyseblå med gennembrudte blondekanter – altså hullede kanter i forskellige mønstre eller takkede kanter med og uden guldglimmer – åhh de er magiske! Dem kan jeg slet ikke stå for, de kommer altid altid med hjem, og de bliver revet væk!

Og jeg er jo slet slet ikke færdig med, at opdage alle de smukke vintagetallerkner, som findes derude. Jagten er altid i gang.
Porcelæn eller Keramik tallerkner?

Hvad er forskellen på porcelæn og keramik – ja jeg har selv googlet dette? I min verden er porcelæn mere let, fint og blankt, hvor keramik er mere bastant, grovere i udtrykket og mat. Svaret er faktisk, at der ikke er nogen forskel! Keramik er nemlig en fællesbetegnelse for porcelæn, lertøj, fajance, stentøj m.fl.Keramik er en fællesbetegnelse for produkter af brændt ler. Jeg tror dog stadig, at jeg vil adskille det lidt og gå med at porcelæn er lettere og mere blankt og keramik mere kraftigt og mat. Ja ja kært barn har mange navne.
Hvilke tallerkner trender lige nu?
De klassiske lyseblå tallerkner med blomstermotiver og swirl er altid populære, og især de helt enkle lyseblå med gennembrudte kanter de bliver revet væk med det samme. De mere rustikke og bastante tallerkner med en enkel mørkeblå kant og fine nistre i glasuren vinder ret meget ind lige nu, de er enkle og super cool og passer godt ind i den skandinaviske indretning.

Og modsat er der virkelig stor efterspørgsel på de farverige italienske vintagetallerkner i en flot blå, grøn eller gul nuance – med eller uden blomster. Mange har købt sommerhus under og efter Corona pandemien, og her er det især de farverige og blomstrede tallerkner, som hitter – de skaber den helt rigtige sommerhus-stemning. Her må det også gerne være lidt finurligt og tilfældigt – og der er genbrug jo helt oplagt.
Hvad end du skal indrette dit nye sommerhus eller middagsbordet derhjemme, så er vintagetallerkner veje frem, hvis du ønsker en personlig og unik bordanretning – god fornøjelse!
Hvad størrelse har gamle tallerkner?
Smukke frokost- og middagstallerkner uden brugsspor er svære at få fat på, og der er langt i mellem de virkelig flotte og interessante stel. De tallerkner jeg i min tid har haft på min vintageshop har haft følgende mål:
Middagstallerkner
Type | Højde | Diameter |
Tallerkner med swirlkant | 2 cm – 3.5 cm | 25 cm |
Tallerkner med motiver | 2 cm – 3 cm | 25 cm |
Tallerkner med nistre | 2.5 cm | 25.5 cm – 27 cm |
Frokosttallerkner
Type | Højde | Diameter |
Tallerkner med swirlkant | 2 cm – 2.5 cm | 17 cm – 19 cm |
Tallerkner med motiver | 2 cm – 2.5 cm | 17 cm – 19 cm |
Tallerkner med gennembrudt blondekant | 3 cm – 4 cm | 19 cm – 22 cm |