Skal jeg forvandle dit hjem?
Ansøg nu! Hver uge udvælger jeg ét projekt helt gratis. Du kan uploade et billede af dit hjem og fortælle mig, hvilket rum du kunne tænke dig at få hjælp til at indrette.
Jeg tror på, at de mest interessante rum har små detaljer, man ikke helt kan forklare. Et gammelt spejl, der hænger alene. En skulptur, der står lidt skævt blandt bøgerne. En skål i marmor, som egentlig ikke behøver at indeholde noget. En keramik måne på væggen, bare fordi den er fin.
Det er den slags detaljer, der får mig til at stoppe op.
I denne artikel viser jeg, hvordan jeg bruger vintagefund til at skabe kontraster, blikfang og personlighed – og hvordan du kan bruge præcis samme tankegang i din egen indretning.
Den første detalje fortæller mere, end du tror

Jeg synes, man skal kunne mærke et hjem, allerede inden man træder indenfor. Derfor starter jeg faktisk denne indretning udenfor hoveddøren.
Her har jeg valgt et stort, håndlavet husnummer i keramik. Det brune nummer 9/6 har en helt særlig overflade med struktur og glasur, som gør, at det næsten bliver et lille kunstværk på den gamle murstensfacade.
Det er netop sådan en detalje, jeg synes er spændende ved vintagefund. Et husnummer behøver ikke bare være noget praktisk, der fortæller postbuddet, hvor du bor. Det kan også være med til at fortælle noget om stilen og personligheden i selve hjemmet.

Og jeg elsker kontrasten her: den varme, rå keramik mod de lyse mursten og den sorte hoveddør. Det får facaden til at føles mere personlig uden at blive overpyntet.
Lær at se de små muligheder
Når du indretter, så prøv at tænke på hele hjemmet som én sammenhængende fortælling – også de steder, du normalt ikke tænker på som en del af indretningen.
Et husnummer, en dørmåtte, en gammel knage eller en lanterne kan være små detaljer, men de er med til at skabe det første indtryk. Og ofte er det netop de uventede detaljer, der gør et hjem interessant.
Mit tip: Vælg gerne én detalje ved indgangen, som har lidt mere karakter end resten. Du behøver ikke gøre meget. Ét godt vintagefund kan være langt mere effektfuldt end en masse pynt.
Når flere fund skal spille sammen i entreen

I entreen har jeg brugt en stor, lys marmorskål, som jeg fandt i Verona i Italien. Men jeg har ikke ladet den stå alene. Den er blevet en del af det samlede udtryk på den gamle teakskænk, hvor forskellige materialer, former og højder får lov til at spille sammen.
Marmorens lyse, naturlige udtryk står smukt til det varme teaktræ, mens bøgerne, keramikken og lampen tilfører både højde, farve og personlighed. Det er faktisk kombinationen, jeg synes fungerer bedst – skålen er ikke nødvendigvis det første, du ser, men den er med til at få hele opstillingen til at hænge sammen.
Og det er en god ting at huske, når du indretter.

Lær at skabe et stilleben, der føles naturligt
Et godt stilleben handler sjældent om at finde én perfekt ting. Det handler mere om at sætte forskellige ting sammen, som giver hinanden noget.
Prøv at kombinere:
- forskellige højder – fx en høj lampe eller vase sammen med lave skåle og bøger
- forskellige materialer – som træ, marmor, keramik og glas
- forskellige former – noget rundt, noget kantet og noget mere organisk
- luft mellem tingene – alt behøver ikke stå tæt
På den måde kommer indretningen til at føles mere personlig og mindre som en opstilling, hvor alt er købt på én gang.
Jeg synes faktisk, det er her, vintagefund bliver ekstra interessante. Du behøver ikke finde ting, der matcher hinanden. Find i stedet ting, der kan spille sammen.
Den slags fund, der giver en reol personlighed

I stuen har jeg brugt en elegant træfigur, som jeg fandt i Bologna-området i Italien. En siddende kvindefigur med et enkelt, næsten skulpturelt udtryk og de smukkeste naturlige åretegninger i træet.
Det er sådan et fund, jeg synes fungerer særligt godt i en reol. Ikke fordi den nødvendigvis skal være det største eller mest iøjnefaldende element, men fordi dens form giver lidt liv og menneskelighed til alle de mere kantede ting omkring den.
Her står den sammen med bøger, keramik, et billede og andre dekorative fund. Træet tilfører varme til den sorte reol, og den organiske form giver en fin kontrast til reolens stramme linjer.

Det er kontrasterne, der gør en reol interessant
Når en reol skal føles personlig og ikke bare som praktisk opbevaring, kan du med fordel tænke mindre i “hvad passer sammen?” og mere i “hvad skaber kontrast?”
En skulpturel træfigur kan eksempelvis bløde en meget stram reol op. En blank keramik ting kan stå over for noget råt og mat. En høj genstand kan få selskab af en bunke lave bøger.
Prøv derfor at blande former, materialer og højder – frem for at købe ting, der matcher.
Det er ofte dér, det interessante opstår. Og måske er det netop derfor, jeg er så glad for vintagefund: De kommer med deres egen form, historie og materialitet. Du skal ikke nødvendigvis finde dem, der passer perfekt sammen – du skal finde dem, der gør hinanden mere interessante.
Giv plads til det uventede på billedvæggen

Jeg har længe været vild med idéen om, at en billedvæg ikke nødvendigvis kun behøver at bestå af billeder. Her har jeg derfor blandet kunsten med en stor keramik måne, som jeg fandt i den smukke historiske kystby Cesenatico i Norditalien.
Månen er et af mine absolutte favoritfund. Den varme, rustikke brune keramik giver noget helt andet end de indrammede billeder omkring den, men det er netop dét, der gør gallerivæggen interessant. Den bliver et lille uventet blikfang midt mellem kunsten.

Et godt tip til din egen billedvæg
Du behøver ikke få alt til at matche for at få en harmonisk billedvæg.
Tværtimod kan det være en rigtig god idé at bryde rækken af billeder med noget, der har en anden form eller et andet materiale. En keramik figur, et trærelief, et gammelt spejl eller en skulpturel vægdekoration kan give billedvæggen mere dybde og personlighed.
Prøv eksempelvis at tænke i form frem for kun motiv. De rektangulære rammer skaber nogle bestemte linjer på væggen – og en rund, organisk eller skulpturel genstand kan være præcis det, der får hele sammensætningen til at føles mere levende.
Det er ikke nødvendigvis de ting, der passer perfekt sammen, der skaber den bedste billedvæg. Det er ofte den ene ting, man ikke havde forventet at finde der.
Et lille spejl med stor betydning

I soveværelset har jeg hængt et lille italiensk keramikspejl på væggen. Ikke fordi der nødvendigvis mangler et spejl i rummet, men fordi dets fine blomsterdekorationer tilfører noget, som en større og mere enkel løsning ikke ville kunne.
Spejlet får lov til at være en del af indretningen frem for at stå alene. De varme beige og brune nuancer spiller sammen med sengetøjet, træet og kunsten omkring det, mens den runde form giver lidt blødhed til rummets ellers mere lige linjer.

Det er faktisk en af mine yndlingsmåder at indrette på: at lade små, uventede fund være med til at skabe stemningen. Man behøver ikke fylde en væg med store ting for at få den til at føles færdig. Nogle gange er det netop den lille detalje, der binder resten sammen.
Jeg håber, du har fået inspiration til hvordan du kan forvandle en smuk beige eller gul murermestervilla, med smukke vintage ideer til indretningen.
Har du spørgsmål eller brug for ideer til indretning med vintagefund, er du altid velkommen til at skrive en kommentar eller kontakte mig direkte.

Af Simon Svensson

